En fin og rimelig rolig nat. Ingen snorkere, og jeg checkede ud på Seminario Menor og ind på Seminario Major (San Martino Pinario) overfor katedralen. Sikke en service på dette statelige, gamle sted. De lod mig få et rum i løbet af 10 minutter, så jeg kunne gå op derpå allerede inden kl. 10. Til messe kl. 12 og bagom for at omfavne Mateo og nedenunder for at ligge på knæ foran Skt. Jakob. En egentlig rundtur i kirken havde jeg ikke overskud til denne gang. Det må vente til næste. Måske vil Birgit så kunne deltage.
Igen vandrer jeg blot rundt i den indre by og besøger bl.a. det enorme fødevaremarked. Får lidt smagsprøver og køber mig en stor, rå og frisk kammusling, jeg fortærer, samt et par gode, lokale oste, ekspeditricen vakuumpakker til hjemtagning. Kommer forbi restauranten, Mama Peixe, som Sara og jeg skulle have spist på. Ser, den nu er åben, og går ind for frokost. Må så sige, det er godt. Vel stort set det nærmeste hvad vi forstår som en god middag på en restaurant i Danmark, jeg har mødt i Spanien. Kammuslinger og blæksprutter tilberedt med hjertet. Men alt er det kun tidsfordrivelse til, jeg kan komme afsted. Det ender dog med, jeg går ned på hotellet og får mig et lille hvil, før jeg står op, checker ud – hvor receptionisten tager et stykke tid om at forstå, jeg skal afsted. Reservationen er for i nat, fastholder han – og går ned til Praza de Gallego, hvorfra bussen går. 1,5 time før nødvendigt. Så nu har jeg rigelig tid i lufthavnen i stedet.
Imens vil jeg benytte lejligheden til at takke alle de, de har været søde overfor Birgit og taget sig af hende, når jeg nu ikke har kunnet være der. Jeg vil ikke nævne nogen her, men I ved jo, hvem I er. Tusind tak. Det har betydet uendeligt meget for os begge.
—————————
I lufthavnen i Santiago kom jeg til at falde i snak med en ny Sara(h) og utroligt nok med den samme professionelle baggrund, og som den første havde denne Sara(h) også forladt sin. Det er utroligt, som – ikke engang fælles (hun havde gået Camino Portugese) – oplevelser på Caminoen i løbet af nogle få korte øjeblikke kan få to mennesker uden nogen tidligere forbindelse til at tale om meget personlige ting. Men jeg er rigtigt glad for at have gjort det. Også fordi det for nogen tid gav mig mulighed for at kunne lade mine tanker gå andre veje.
Hvad Caminoen så har lært – hvilket var et af vore samtaleemner – mig, tror jeg er for tidligt at sige noget om. Eller man kan sige, den har lært mig kolossalt meget; men det, der betyder noget, er det, der hænger ved i tiden fremover. Det, jeg for alvor formår at integrere i mig selv. For Caminoen har virkeligt lært mig meget, også for meget til, at det hele kan hænge fast. Spørgsmålet er så, hvad betyder mest for mig, og hvad vælger jeg at holde fast ved og enddog uddybe. Det vil tiden vise. Lige nu føler jeg mig blot stærkt beriget af denne magnifikke rejse.
Ankommet til Stansted vil jeg afslutte denne blog et par dage før planlagt. Der er skrevet det, der skulle skrives. Jeg er ked af, det skulle ende på denne måde. Men nogle ting er bare større end en Camino, og det er helt andre ting, jeg er nødt til at fokusere på nu. Jeg må inden da sige, Camino del Norte var en enorm smuk oplevelse – i.f.t. såvel mennesker som natur og oplevelser i det hele taget – og jeg må sige, jeg aldrig havde troet, jeg skulle møde noget større i mit liv. Eller måske var den største oplevelse måske de ting, der skete indeni mig selv. Men så kom Camino Primitivo og oversteg i den grad alt andet, og at komme ind på Camino Frances derfra var så nogét, der blot skulle overståes. Måske var det derfor så meget mere overraskende for mig at komme til Santiago de Compostela og – ikke i første omgang ganske vist – blive blæst fuldstændigt omkuld. Det var kulminationen på mange ugers samlede, vidunderlige oplevelser og så voldsomt, at det ovéhovedet ikke tåler nogen sammenligning. Den videre vej til Muxia/ Finisterre skulle bringe det hele i sit rette element, få det ned på jorden og give turen den rigtige afslutning. Det gjorde den så ikke.
Der skal dog lyde en stor tak til alle, der har læst min blog og kommenteret mine skriverier, så jeg har fået oplevelsen af, de var læseværdige, og i det hele taget støttet mig ved at være bag mig. I de mest problematiske øjeblikke har det altid været en trøst at vide, der var nogen, der fulgte og støttede mig langt borte og alligevel tæt på, og fået mig til at tage udfordringerne op.
En stor tak også til alle de skønne og hjertelige co-pilgrimme, jeg har mødt på min vej fra Irun til Santiago/ Muxia, og som også har støttet mig, hjulpet mig, snakket med mig, delt mine oplevelser og blot været til stede. Faktisk kan det undre mig, der har været tale om så mange med et sådant følelsesoverskud. Det er noget mere sjældent at møde det i hverdagslivet, men måske skyldes det omstændighederne. Måske er det Caminoen. The Camino provides? Nej, det skal ikke være et spørgsmålstegn, men et udråbstegn. Caminoen fremkalder simpelthen det smukke i mennesker. Sådan er det bare. Det er i al fald utroligt, man kan komme så tæt på andre mennesker, der bare vil een så meget godt, på så kort tid. Jeg har heller aldrig i mit fået så mange knus og kram eller for den sags skyld delt så mange ud, og jeg kan faktisk godt lide den side af mig selv. Man kunne overveje, om der var en sammenhæng. Naivt betraget er det vel et spørgsmål, om kærlighed skaber mere kærlighed. I skal under alle omstændigheder vide, kære peregrinos, I har vært helt vidunderlige, og gjort mit liv så meget rigere. Nogle har været tættere på end andre, men jeg tror, jeg kan nævne de første 20, som jeg føler, jeg har fået et helt specielt forhold til og håber, jeg vil kunne møde igen en anden gang.
En ligeledes stor tak til de mennesker, jeg har mødt på vejen i kommercielle henseender, og som har givet mig så meget mere, end det jeg har betalt for.
Og tak til de umådeligt mange spaniere, der opfordret eller uopfordet har vist mig vejen ind på Caminoen igen, og i visse tilfælde endog fysisk fuldt mig på vej.
Tak til min arbejdsleder, Susanne, og arbejdsgiver, Jobcenter Horsens, for at ville undvære min arbejdskraft i 7 uger og glad tage mig tibage.
Tak til den, hvad skal jeg kalde den, faglige rådgivning, jeg har modtaget fra Leif A, Rolf D og Peder P.
Tak til Rosa, hvis arv gjorde denne rejse mulig.
Tak til min far, hvis fødselsdag jeg ikke alene har benyttet som password til min blog, men på hvis fødselsdag (ikke bevidst) jeg også rejste …
… samt den måske største tak af alle til min nære og kære familie, og i den forbindelse ikke mindst Birgit, der altid uselvisk har støttet mig og aldrig har kunnet finde på at udtrykke, det skulle have indebåret nogen form for problematik at undvære min tilstedeværelse i så lang tid. Tak …
… og så skulle jeg måske lige tilføje, at jeg på et tidspunkt langt fremme i tiden nok skal få uploadet nogle billeder og givet besked her på bloggen derom. Og et allersidste ord skulle da lige være, om du nu ikke også skal ud og gå din Camino. Mest af alt håber jeg, min beretning har kunnet være en inspiration hertil. Tro mig, du vil blive et rigere menneske heraf. Mit mere kortfattede råd til dig vil i så fald være:
Vær forberedt; vær åben – og lyt såvel til dit hjerte som Caminoen!
Fra Stansted skal det så, inden jeg skal have mig et lille hvil inden den tidlige morgenafgang til Billund, blot lyde: Buen Camino, amigos!
camino mi privio 